Helle i Ødelagt Model

Helle i Ødelagt Model er et værk, der blev bestilt af brancheorganisationen Dansk Live til deres forårsseminar i marts 2024. Dansk Live er en organisation, der repræsenterer koncertarrangører i Danmark i hele spektret fra mindre spillesteder til de største festivaler. Deltagerne på seminaret tilhører dermed det præsentationslag i dansk musikliv, der har oplevet en modsat udvikling af indholdskaberne - altså kunstnerne på scenerne. De har nemlig oplevet en professionalisering og en opkvalificering, som reelt har bevirket, at alle deltagerene i seminaret som de eneste i branchen sidder i trygge, faste stillinger og betaler udgifter til seminaret med repræsentationskonti.

For en kunstner, som er netop det produkt, administratorerne lever af at præsentere, er det en uhørt sikkerhed at have i en mere og mere usikker musikverden. Et helle, som kun de har adgang til at stå på. De nye patriciere I en helt og aldeles ødelagt model.

Værket fokuserer på at skabe et rum for ubehaget ved at udstille sine privilegier ved at vende rollerne om, så kunstneren (her mig) for en gang skyld er den der har magten og som får lønnen, mens administratorerne for en gang skyld selv har hovedet på blokken som ubetalte produkter i en kunstproduktion.

Performeren, her mig, fungerer som lige dele shaman og slavepisker. Som shaman er mit mål at facilitere overgangen fra det kontrollerede, fornuftige og regnarksparate menneske til en mere hysterisk, sansende og kunstnerisk tilstand. Et kunstnerisk sympatisk sted, hvor dem, der står bag scenen oplever eller genoplever kunstnerens perspektiv på egen krop.

Som slavepisker er mit mål igennem socialt ubehag og gruppepres at drive værket frem ved tvungen samskabelse med administratorerne. Her gøres der som der bliver sagt, fordi jeg siger det, og fordi præmissen for disse indslag for det rationelle menneske absolut må og skal holdes uanset, hvor ubehageligt eller akavet det bliver.

Til slut er der kollekt, hvor repræsentationskontoerne bløde en smule af privilegierne ind til at give en enkelt af modellen forarmet musiker et enkelt måltid. Som en almisse fra de nådige herrer. Således er “Helle i Ødelagt Model” del et i et todelt værk omhandlende branchens udvikling.


Previous
Previous

Dyb Lilla

Next
Next

Call me -et værk om ensomhed